238    
70.
Ungen Svendal.

Paa dansk er hidtil af denne Vise kun trykt Syvs Recension af Opskrift B (Syv, Nr. 24; Abr. Nr. 42; vor B c; oversat hos Grimm, Nr. 37). Om Forholdet mellem de to ældste Texter A og B, samt om Syvs Recension, er talt i Anmærkningerne efter Testen. Om Opskr. E, som er hentet umiddelbart fra Folkemunde, skal kun bemærkes, at den vistnok ikke er ganske upaavirket af Syvs trykte Text, men dog i det hele taget er uafhængig af denne og en umiddelbar Affødning af den samme folkelige Tradition, hvorfra de andre Opskrifter flere hundrede Aar forud bleve hentede. Alene dens Navn: Svennendal vilde bevise dette, da det kjendelig er udgaaet af det gamle folkelige Svendal (Svejdal, Svedal), hvoraf Syv vistnok paa egen Haand har gjort sit Svegder, et Navn, som han jo kjendte fra Snorre*). To svenske Opskrifter, Afz. Nr. 10 og Arw. Nr. 143, have Navnet: Silfverdal, Svedendal.

Det er, saa vidt jeg veed, ikke før bemærket, at den første Del af vor Vise svarer saa nøje til det nordiske Oldkvad Grógaldr, at vi ikke vel kunne betvivle deres indre, traditionelle Slægtskab. Grógaldr fortæller: Sønnen kommer til Moderen Groas Gravhøj. Hun har forhen befalet ham at gaa ud og opsøge Møen, hvis Bolig han ikke kjender. Han vækker nu Moderen med sit Raab, og hun svarer med Spørgsmaalet om, hvad hans Ærinde er: hvad Nød der er paafærde. Han klager over hendes tunge Paalæg. Hun siger da, at lang er vel Vejen, besværlig Farten, men Skæbnen raader for Menneskenes Lykke. Han


*) Syv begynder ogsaa sin "Antegnelse" med de Ord: "Sveigder var tilforn et Nordsk Navn".
     239
beder hende da signe og bevare sin Søn med gode Galdrer (galdra þú mèr gal, þá er góðir eru, bjarg þú, móðir! megi): han er saa ung, at han ellers ej venter at udstaa Vejens Farer. Hun opfylder hans Bøn: hun lover ham Urds Beskyttelse og forvarer ham mod Elves Rasen, mod Fjenders Sværd, mod Fængsel og Baand, mod Storm og Hav, mod Frost og Koldbrand, mod Nattens Gjenfærd og mod fristende Jetter. Hun slutter med de Ord, at vel ville hendes Galdrer due, thi hun kvad dem staaende paa jordfast Sten; og mindes han kun hendes Ord, saa vil det gaa ham vel.

Hele dette Kvad gjenkjende vi i vor Vise, kun at forskjellige synlige Gaver, der dog skulle bevirke det samme, her træde i Galdrernes Sted; en Forandring, som vistnok røber et nyere Standpunkt, medens det ældre endnu findes beholdt i Svend Vonveds Vise (Nr. 18). Old-kvadet maa vistnok tænkes at have været fortsat i et andet, som berettede Sønnens videre Færd og Skæbne, men noget saadant er nu ikke bekjendt. Hvor ligt eller hvor uligt et saadant Kvad har været vor Vises sidste Del, kan da ingen nu vide; men tør vi tro, at Ligheden kun er bleven sig selv lig helt igjennem, saa kunne vi dog fra denne vor Vise slutte os til Grundtrækkene i dette ellers sporløst forsvundne Kvad fra Hedenold.*)

Samme Grundtanke: at en Svend saaledes er runebunden for en ubekjendt Mø, forekommer ellers flere Steder. I den forholdsvis nye islandske Saga om Hjálmtèr og Ölver er en saadan Fortryllelse paalagt Hjálmtèr af hans Stifmoder Luda, saa han ingen Ro kan faa, før han finder den skjønne Hervör. Ligesaa med Kilhwch i deii keltiske Saga om Arthurs Vildsvinejagt (Mabi-nogion, II, S. 249; omtalt her foran i 1ste Del, S. 239). Endvidere kan bemærkes, at ligesom denne Del af Sagnet har sit Sidestykke i vor Nr. 34 om Hr. Tønne, saaledes har Gangen til Moderens Høj sit i vor Nr. 11 om Orm Ungersvend.




A.
(Karen Brahes Foliohaandskrift, Nr. 81.)

1.     Thett wor vngen Sueidaall,
hand skulld boldenn lieg:
boldenn dreff y iumfruens bur,
thett giorde hans kiender bleeg.
Och lader du dyn ord well!

2.     Boldenn dreff y iumfruens bur,
suendenn eftter gieng:
førind hand kam der vd igenn,
stuor sorrig hand y hiarttet fyngee.

3.     "Tthu thørst yke kaaste
dynn bold eftter meg:
der seder en møø y fremede land,
hun lengis efter deg

4.     Tthu skallt aldrig ruo bide
och aldrig ruo faa:
førind du faar løst dett sorig-fuld hiartte,
saa lenge haffuer lieett y thraa."
5.     Tthett wor vngenn Suiedall,

hand suøber seg hoffuett y skynd :
saa gaar hand y stuoffuen
alt for syn hoffmend ind.
6.     "Her sedder [y], alle myne mend,

dreker med aff skaall:
men ieg gaar till bierigenn,
med myn kerr muoder att thalle."

7.     Tthett wor vngenn Suiedall,
hand tog till att kald:
ther reffnitt mur och malmerr-stien,
och bergitt tog til at falde.


*) Ved en Kombination, der vel er noget dristig, men dog vel ikke aldeles halsbrækkende, kunde man tænke at finde den oprindelige Form af Navnet Svendal i en Sammensætning af vendill med en Forstavelse Sig- eller lignende. Den Gróa, af hvem Grógaldr har Navn, kan nemlig med megen Rimelighed antages for den samme tryllekyndige Gróa, som ved sine Galdrer skulde læse Stenen ud af Thors Pande. Hendes Husbond hed: Örvendell; og dersom nu N. M. Petersen har Ret (Mythol. S. 296): at denne er den samme som Saxos Horvendil, hvis Fader hed Gervendil (Geirvendill), saa var det rimeligt nok, at ogsaa den tredje Mand i Ætten (Gróas Søn) kunde have baaret et lignende Navn.
240 Ungen Svendal  
8.     "Huem er thett, ther kalder
och weecker meg saa muod?
maa ieg ike med ruo forlieett
op vnder den suorte iordd?"

9.     "Tthett er vngenn Suiedall,
och kerre sønne dyn:
hand wild fuld gierne haffue guode rad
aff kerr moder synn.

10.     Ieg haffuer fangitt en styffmoder,
hun er meg worden haard:
hun haffuer myn hiartt y tuongen lagtt
for denn, ieg aldrig suo."

11.     "Skall ieg meg nu opriese
aff søffuen och haarden kualle:
vdj thi same wiee
tha skallt thu ind fuld-well faare.

12.     Ieg skall gyffue deg enn fuolle,
hand skall well bere deg frem:
hand gar saa wel offuer sallttenn fiord,
som paa denn grønne iord.

13.     Ieg skall giffue deg dugenn,
alt om du kandt thend bredde:
ald denn mad, du ønsker,
den skall deg staa tiell rede.

14.     Ieg skall giffue deg ett dyres-hornn,
och thett er spenntt med guld:
ald den drøk, du ønsker deg,
da skal den staa ald fuld.

15.     Ieg skall giffue deg suerditt,
er harditt y drage-blod:
y-huor du rider igieemill mørkenn skuoff,
daa brinder hun som enn booell.

16.     Ieg skall gyffue deg skibbenn,
den staar y saltenn fiordt:
ald dyn finder, deg imod wilde seggell,
dein løber hun vnderr y fiordt."

17.     Tthy wand op dieris sylcke-seggell
saa hytt y forgyldene ruo:
saa seglitt thi for denn same land,
alt som den iumfru wor paa.

18.     Tthi kaaste derris acker
paa denn huide saand:
thett wor vngenn Sueidall,
hannd thrennd ther først y land.

19.     Tthett wor vngenn Suedall,
hand gaar paa huiden sannd,
thend første mand, hand møtte,
wor hiorden paa thett land.

20.     Tthett wor guodenn hiorde,
och hand luod spøre till:
"Huad daa skader thenne vngersuend ?
huy er hans hiartte saa thørst?"

21.     "Hanns hiartte legger y thuongen lagtt
for den, hand aldrig suo:
suenden heder vngenn Sueddall,
och saa gaar saaden aff."

22.     "Her er och-saa en iumfru paa thette land,
hun leger y sterkenn thraa:
alltt eftter en suend, heeder Suiedall,
hun aldrig [med egen] suo."

23.     "Hør du, guodenn hiørde,
och huad ieg siger deg:
wedst thu, huor denn iunnfru er,
daa døll thett icke for meg."

24.     "For offuen wed den grønne lund
der staar myn iumfrues gard:
puorttenn er aff thett huidee walls-byenn,
och puortten er lagtt med staall.

25. Vddenn for mynn iumfrus puortt
ther stander en løffue saa gram:
men er y den rette Suiedall,
saa fritt maa y gaa fram."

26.     "Er thett nu saa sanden,
alt som du sigger for meg:
biyffuer ieg kongge paa thette land,
til rider giør ieg dieg."

27.     Hand gick til denn gyldene puortt,
och ind der hand suo:
alle daa war dy Iaasse,
och dy falt seleff der-fraa.

  Ungen Svendal   241
28.     Løffuenn med thy huide biørn
thi faldt den herre til fuodt:
liendenn med syn grenne
hun bogner nedder til iord.

29.     Mitt vdj denn borig-gaard
der axler hand syn skyndtt:
saa gaar hand y hyffue-lofftt
for hiendske koning ind.

30.     "Hell seder y, hiedennske koning,
offuer edders egen bord:
well y meg edders datter giffue
och wide meg ansuar-ord?"

31.     "Ieg haffuer icke datter, for-vdenn ienn,
hun lieger y sterkenn thraa:
alt efter en suend, heder Sueidall,
hun aldrig med øgen suo."

32.     Tthett thaa suaritt thend liden smaa-dreng,
stuod kled y kiorttell huidt:
"Lengis hynder efter Sueiedall,
da er hand nu komen hidtt."

33.     Saa bratt kaam buod y hyffuelofft
for sken iumfru ind:
"Nu sedder vngenn Suiedall
nest huoss fader dynn."

34.     "Daa thager y nu buortt dy hyffue ruo
ochsaa dy liggebaar:
følger y meg y hyffue-lofft
ind for myn hiarttens-kierr."

35.     Tthett tha melltte den skenne iumfru,
hun ind aff døren trennd:
"Wer well-komen, vngen Suiedall,
hiartt-allerkerste mynn!

36.     Huad helder well y, my[n] kerre fader,
nu tage wed den chrestlig thro:
helder ieg skall felge vnge Suedaall
y fremede land at buo?"

37.     Langtt helder well ieg ladde meg chresten
och tage weed chrestlig lerre:
ind ieg wilde, myn kerre datter,
ind ieg wilde deg om-bere.
38.     Tthett wor om enn mandag,
dy tog wedd den chrestelige tro: d
en neste sønddag, der efter kaam,

luod thi thett brølup buo.
39.     Saa drak thi thett brølup
well y dage fem:
alt gick guodenn hiordde,

hand glede seg y alle dem.
40.     Tthett melltte vngen Suiedall,
hand thaaller till suene thuo:
Y hientter meg ind denn hiørde,
ieg skall hanom till rider slaa.

41.     Tthak haffue vnge Suiedall,
saa well holtt hand syn throff:
hand slo thend hiord til rider,
hand satte hanom øuerst till buord.

42.     Nu haffuer vngen Suiedall
forwuonden al syn harum:
saa haffuer och den stalt iumfru,
hun suoffuer for inden hans arum.
Och ladder du dyn ord well!




brahe
242 Ungen Svendal  
B.
(a. Anna Munks Hdskr., Nr. 36.
b. Anna Basses Hdskr., Nr. 71. c. Syv, Nr. 24.)

1.     Thet var ungen Sueydall,
hanndt skulde boldenn lege:
boldenn dreff y yomffruens skiødt,
och giorde hunn kinnderenn blege.
Thu lade thine ordt well!

2.     Boldenn dreff y iomffruenns bure,
och suennden effther ginnge:
før hanndt udt aff burritt kom,
stuor sorrigh y hiertett hanndt finnge.

3.     "Thu thør icki kaste
boldenn effther mig:
der sider enn iomffru y fremede lanndt,
hun lider fast effther dig.

4.     Thu skaltt aldrig søffuenn soffue
och alldrig rouenn fannge:
før thu faar løst den skienne iomffru,
som liger for dig y tuannge."

5.     Thett var unngenn Sueydall,
hanndt suøber sig hoffuitt y skinndt:
saa gaar hand y høffue-lofftt,
for syne kiere hoffmend innd.

6.     "Her sider y, alle mine guode mennd,
y dricker mødt aff skole:
menns ieg gaar y bierigitt inndt,
altt medt dy døde att thalle.

7.     Her sider y, alle mine guode hoffmenndt,
y dricker miødt och vinn:
menns ieg gannger y bierigitt inndt
och thaller medt moder minn."

8.     Thett var unngenn Sueydall,
bandt tager thill att kalde:
der reffner mur och malmerstienn,
och biergitt tager thill att falde.

9.     "Huem er dett, mig vecker
eller aff mig kalde maa:
menn ieg maa icki mett freden lege
op unnder denn sorthe iordt?"

10.     "Thett er unngenn Sueydall,
och kiere sønne dynn:
hanndt villde saa gierne haffue guodt raadt
aff kiere moder synn.

11.     Ieg haffuer fanngett mig stedmoder,
hunn er mig saa hordt:
hunn haffuer kast mig ronerenn paa
for den, ieg aldrig saa."

12.     "Maa ieg icki mett fredenn lige
unnder denn sorthe qualle:
udi dy samme veye
fuldt vell da skalthu fare.

13.     Ieg skall giiffue dig fuolenn,
fuld well skall hanndt berre dig fram:
saa vell kanndt hannd løbe paa vilden haff,
som paa grønnenn enng.

14.     Ieg skall giffue dig dugenn,
hunn er aff ageruldt:
all thenn madt, thu ynnsker,
thenn skall deg staa strax paa burdt.

15.     Ieg skall giiffue dig dørins-huorne,
dy er belagd medt guldt:
all denn drøck, du ønnsker dig,
daa skall hanndt staa all fuldt.

16.     Ieg skall giiffue digh suerdett,
er herdt y drage-blodt:
y-huor du drager igiennom skouffuenn,
daa liuser hunn som cnn boell.

17.     Ieg skall giiffue dig snekenn,
hunn skall verre dig guode:
hunn løber saa vell paa thenn grønne iordt,
som paa vilderin floede.

17b.     Ieg skal giffue dig saa goed en pung,
den skal vere dig huld:
du skal aldrig saa thage aff denn,
hand skall iou altid verre fuld."

18.     Thy vonnde op dieris silcke-segell
høyt y forgyldene raa:
saa seglett dy thill denn samme lanndt,
som then iomffru er paa.

  Ungen Svendal   243
19.     Saa kaste dy dieris anncker
paa denn huide sandt:
thett var ungen Sueydall,
hanndt thrinn der først paa lanndt.

20.     Thett var unngenn Sueydall,
hanndt styritt synn snecke for lanndt:
dett første, dett dennom møtthe,
delt var enn gammel manndt.

21.     Thett da var denn gamle manndt,
hanndt lodt spørge først:
"Huadt da heder denn unnger-suenndt?
hanndt er y hierthett trøst."

22.     "Suenndenn heder unngen Sueydall,
saa viide gangis sadenn deraff:
hanndt er lagdt y lanngen athraa
for denn, band aldrigh saa."

23.     "Her er enn iomffru paa dett lanndt:
hunn leger y lanngenn atthraa:
for enn suenndt, heder Sueydall,
hunn hannom aldrig mett øyenn saa."

24.     "Lengis hender epther enn unger-suendt
hun haffuer hannom aldrig seett:
heder hanndt unngenn Sueydall,
da er hanndt nu kommenn hidt.

25.     Hørre du dett, du gammelle manndt,
er dett sanndenn, du syger mig:
bliffuer ieg konge paa dette lanndt,
thill greffue saa giør ieg dig."

26.     "Mette udi denn grønne lundt
ther stannder minn iomffrues gaardt:
hussitt er aff graa malmerstienn,
och gaardenn er lagd medt staaell.

27.     Husenn er aff graa malmerstienn,
och gordenn er lagdt medt stoell:
porthenn er aff delt røde guldt,
tolff huide biørne stannder derfor.

28.     Møtthe udi minn iomffrues gaardt,
der stannder enn linndt saa grønn:
er thu den rette Sueydall,
du gack saa dristelig fram!"

29.     Buortt red ungen Sueydall,
och inndt adt porthen hand saa:
alle dy lose, der henngde,
dy gick ther lediige fraa.

30.     Ther falmer løff, ther falmer linndt
och gressitt vedt linde-roedt:
dy løffuer och dy bierne
dy fieldt thenn herre thill foedt.

31.     Ther hanndt kom y denn borge-gaard,
ther axler hanndt synn skinndt:
saa gannger hanndt y høffue-lofftt,
for hedennske konngenn inndt.

32.     "Her sider y, hedennske konngenn,
altt offuer eders brede bordt:
vill y mig eders dather giffue?
y vider mig anntsuar-ord!"

33.     "Ieg haffuer icki datter,
och datter forudenn ienn:
hun liger lagdt y langenn atthraa
altt for enn unger-sue[n]dt.

34.     Hunn liger lagt y lanngen atthraa
for thenn, hunn aldrig saa:
suenndenn heder unngen Sueydall,
saa viide gangis saden aff."

35.     Innd da kom denn lidenn smaa-dreng,
var kledt y kiorthellenn buiidt:
"Lenngis eder nu, iomffru, epther Sueydall,
da er hand komen hidt."

36.     "Berrer y nu udt dy lige-borre
och saa dy giøle raa:
och følger y mig y høffuenn lofftt,
denn unnger-suenndt att skue.

37.     Innd da kom thenn skiønne iomffru,
var kledt y silcke huidt:
"Ver vell-kommenn, unngenn Sueydall,
hierthe-allerkieriste minn!

37b.   Wer vell-kommen, ungen Sueidall,
edelig herre min:
thack haffue Gud-fader i Hemmerig,
oss begge haffuer løst aff kuidde!"

244 Ungen Svendal  
38.     "Ville y lade eder døbe
och tage vedt denn christelige thro
och følge mig thill Dannemarck,
huos unngenn Sueydall att boo?"

39.     "Gierne vill ieg lade mig døbe,
thage vedt den christelige tro
och følge eder saa thill Dannemarck,
huos eder, unngenn Sueydall, at bo."

40.     Om loffuerdagenn lodt hun sig døbe,
thog vedt denn christelig thro:
om sønndagenn lodt dy dirris brøllup bo,
thy leffuer thillsammel mett ro.

41.     Thy druck brøllup y dage,
och vell y dage nye:
altt thaa sadt denn gammele manndt
och sørgitt y alle dy.

42.     Tack haffue ungenn Sueydall,
saa vell holtte hanndt synn ordt:
hanndt giorde hannom thill rider
och saatthe hannom øffuerste thill bordt.

43.     Nu haffuer unngenn Sueydall
for-vondenn all synn harum:
saa haffuer och den skiønne iomffrue,
hunn soffuer paa hanns arum.
  Thu ladt dine ord vell!


C.
(a. Magdalena Barnewitz' Hdskr., Nr. 101.
b. Grundtvigs Kvarthdskr., Nr. 104.)

1.     Det var ungen Suendall,
hand skulle bollen leege:
bollen driffuer udi iomfruers bur,
och suenden effter leete.
  Och lad din ord vell!

2.     Bollen dreff i iomfruens bur,
och suenden effter ginge:
før hand kom aff buren ud,
stoer sorrig i hiertet finge.

3.     "Hør du, ungen Suendal,
kast iche din bold paa mig:
kast den paa den stoller iomfru,
som du haffuer kierer end mig.

4.     Du skalt aldrig søffuen soffue,
ey heller roen bide:
før du fanger lest den skiene iomfru,
som lenge haffuer leget i qvide."

5.     Det var ungen Suendal,
sueber hand sig udi skind:
saa ganger hand i stuffuen,
for raske hoffmend ind.

6.     "Her sider i, alle i goede hoffmend,
i dricher baade miød och vin:
i-mens ieg drager till hallen ud
och vecher op moeder min."

7.     Det var ungen Suendal,
hand ind at bierget saa:
der reffnet mur och marmosteen,
' och neder falder sorten iord.

8.     "Huem er det, mig vecher?
hui vecher i mig saa moed?
maa ieg iche med freden ligge
alt under den sorten iord?"

9.     Det er ungen Suendal,
saa heder naffnen min:
saa gierne vill hand haffue goede raad
fra kiere moder sin."

10.     "Ieg gaff dig baade sølff och guld,
meer end du ville haffue:
maa ieg dog iche med roen lige
udi min egen graffue?"

11.     "Min sester och min steffmoder
haffuer lagt min hierte i traa:
di bad mig aldrig søffnen soffue,
"ey heller roen faa.

  Ungen Svendal   245
12.     Di bad mig aldrig søffuen soffue,
ey heller roen fange:
før ieg fich lest den stolter
iomfru, som lenge haffde liget i tuange."

13.     "Ieg skall giffue dig den hest,
som skall verre dig saa goed:
rid du hanem baade dag och nat,
hand vorder ret aldrig moed.

14.     Ieg skall giffue dig det goede suerd,
som mand kalder Adelring:
du komer ret aldrig i den strid,
du skall io seiren vinde."

15.     Det var ungen Suendall.
hand bant sit suerd ved side:
hand satte sig paa sin goede hest,
hand achtet iche lenger at bide.

16.     Det var ungen Suendal,
hand tog sin hest med spoere:
saa red hand offuer det brede haff
och gienem de grøne skoffue.

17.     Hand red offuer det vilde haff
och gienem de mørche skouffue:
thill hand kom till det same slot,
hans festemø mone inde soffue.

18.     "Hør du, goeden hiorde,
huad ieg siger dig:
er her iomfru paa delte slot,
du delle det iche for mig.

19.     Er her iomfru paa dette slot,
du delle det iche for mig:
bliffuer ieg koning paa dette land,
till en here saa giør ieg dig."

20.     "Plancherne ere aff haarde iern,
och porten er aff staall:
det er vell atten vintre siden
den iomfru sollen saa.

21.     Løffuen och den vilde biørn
de stander der inden forre:
der komer aldrig nogen leffuendis ind,
for-uden hin unge Suendall."

22.     Det var ungen Suendall,
hand sate sig paa sin hest:
saa red hand till den same mur,
som hand kunde aller-best.

23.     Det var ungen Suendall,
hand thog sin hest med sporre:
saa spranch hand saa listelig
alt i den borge-gaard.

24.     Saa spranch hand saa listelig
udi den borge-gaard:
løffuen och den vilde biøren
de faller ned for hans foed.

25.     Løffuen och den vilde biørn,
de falder den herre till foed:
linden med hindis for-gylde blad
de begnet neder til iord.

26.     Linden begnet neder till iord
med sine for-gyldne blade:
op da stoed den stolter iomfru,
som haffde liget længe i dualle.

27.     Det da var den stolter iomfru,
hun hørde de sporer klinge:
"Hielp mig Gud-fader i Himerig,
ieg maatte end bliffue løst aff pine!

28.     Hielp mig Gud-fader i Himerig,
ieg maate bliffue løst aff tuang:
och skam saa faa min steffmoder,
mig haffuer giort thiden saa lang!"

29.     Det var ungen Suendal,
hand ind ad døren tren:
det da var den stolter iomfru,
hun stander ham op igien.

30.     Ind kom ungen Suendall,
hand var baad faur och ung:
det da var den stolter iomfru,
saa vel fauffnet hun hans kom.

31.     Vel-komen, ungen Suendal,
edelig herre min:
tach haffue Gud-fader i Himerig,
os baade haffuer løst aff pin!"

246 Ungen Svendal  
32.     Nu haffuer ungen Suendall
for-vunden baade angest och harm:
nu soffuer hand saa gladelig
udi sin iomfrus arm.

33.     Nu haffuer den stolter iomfru
for-vunden baade angest och qvide:
nu soffuer hun saa gladelig
ved ungen Suendals side.
  Och lad din ord vell!


D.
(Karen Brahes Kvarthaandskrift, Nr. 5.)

1.     Dett war ungen Svedall,
hand skuide bolden Hege:
bolden dreff i iomfruens skiød,
dett giorde hindiss kinder blege.
  Du lad din ord well!

2.     Bolden dreff i iomfruens bure,
och svenden effter gick:
før hand kom der ud igien,
stor sorge i hiertet fick.

3.     "Hør du, ungen Svedall,
hvi driffuer du bolden till mig?
du driffuer den till den stolte iomfrue,
deromb saa beder ieg dig."

4.     Dett var ungen Svedall,
hand svøber sig hoffved i skind:
saa gaar hand i høye-lofft
for sine gode hoffmend och ind.

5.     "Her sider i, alle min gode hoffmend,
och dricker miød och win:
men ieg gaar till bierget
och taller med moder min."

6.     Dett var ungen Svedall,
och hand begiønder at kalde:
der reffned mure och malmer-stien,
och bierget tager att falde.

7.     "Huo er paa mit bierig att bryde?
och huo giør mig imod?
maa ieg icke med freden vere
under dend sorte iord?"

8.     "Dett er ungen Svedall,
allerkieriste sene din:
saa gierne begierer ieg gode rad
aff kier moder min.

9.     Saa ilde giorde min fostermoder,
hun sagde mig orden saa:
alt om saa stolt en iomfrue,
ieg aldrig med øyne saa."

10.     "Daa skall ieg giffue dig ganger,
som du skalt opaa ride:
hand ber saa vell offuer salte fyffver,
som ved dend grønne lide.

11.     Daa skall ieg giffue dig sadell
och biedtzell aff rede guld:
først du komer till dend stolte iomfru,
hun er saa dydefuld.

12.     Ieg skall giffue dig støffle,
som du skall drage paa beene:
først du komer till dend stolte iomfrue,
hun haffuer slet ingen meene.

13.     Ieg skall giffue dig sverd saa got,
som mand kalder Adelring:
du komer aldrig i dend strid,
du skalt io seyer vinde."

14.     Det war ungen Svedall,
hand rider ud med den strand:
der møder hand iomfruens hiørde,
hand driffuer det fee udi vand.

15.     "Well matte, goden hyrde,
och sandingen" siger du mig:
hvis er det fee, du driffuer for dig?
du dølge dett icke for mig."
  Ungen Svendal   247
16.     "Ieg giør delt icke for knefald,
icke for det guld saa røed:
den saag er mig forbøden,
den bliffuer att kaaste min død."

17.     Dett var ungen Svedall,
hand rider bedre fram:
der møder hand iomfruenss liiden smaadreng,
hand rider hindiss heste i eng.

18.     "Well møtt, goeden liden smaadreng,
och sandingen siger du mig:
huad er liden i kongens gaard ?
du dølge detl icke for mig."

19.     "Ieg er mig iomfruenss liden smådreng,
ieg rider hindis heste i beede:
der skeer saa meget i kongens gaard,
ieg fanger dett icke alt vide."

20.     "Hør du, goeden liden smaadreng,
och sandigen siger du mig:
skall ieg vere konge paa dette land,
till rider slaar ieg dig."

21.     "Min iomfrue liger udi sotte-seng,
udi lang atraa:
all effter saa skien en rider,
hun aldrig med øyen saa."

22.     Det var unge Svedall,
tager sin hest med spore:
saa rider hand for di høy[e] mure,
som leffuerne stod inden for[e].

23.     Leffuen och den brune biøren
di fulde den herre till fod:
linden med sine brede blade
dee bugnet ned till den iord.

24.     Dett var ungen Svedall,
hand ind ad vindvell saa:
op da stod den skiene iomfrue
aff saa lang atraa.

25.     Der bleff silcke och sindall
och fløyell paa iorden bred:
det var ungen Svedall,
hand bleff i stuen indleed.

26.     Drucke de deriss festensøll
paa den same dag:
brøllupet bleff dereffter giort
dend same maanidtz-dag.

27.     Drucke de deriss brøllup,
den herre fick saa stor en ære:
di gaff ham krune och konge-naffn ,
hand var dend ære vell verd.

28.     Dett var kongen Svedall,
hand viitt i veiret saa:
"Huor er nu dend liden smaa-dreng,
ieg skall till rider slaa?"

29.     Ind da kom dend liden smaadreng,
rødnist som en blod:
kongen slog hannom till rider,
gaff ham det grene iord.

30.     Kongen gaff hanom, en forlening
paa dend grene vold:
droningen gaff ham en stolt iomfru
med saa megitt guld.
  Du lad din ord vell!


248 Ungen Svendal  
E.
(Optegnet i Ljunge-Sogn ved Sorø 1844
af Lic. theol. Pastor J. F. Fenger.)

1.     Og det var unge Svennendal,
han vilde med Gnuldbolden lege:
han drev den udi Jomfruens Bur,
det gjorde hendes Rinder saa blege.
Du taler det Ord vel!

2.     "Og hør du, unge Svennendal,
kast ikke Guldbolden til mig:
der ganger en Jomfru paa Høvensland,
hun venter efter dig.

3.     Thi du skal ikke Roen nyde,
ej heller Søvnen naa:
før du faar frelst den skjønne Jomfru,
som der i Dvale mon gaa."

4.     Og det var unge Svennendal,
han svøbte sit Hoved i Skind:
saa ganger han i højen Loft
for sine Hofmænd ind.

5.     Her sidder I, mine gode Hofmænd,
og drikke Mjød og Vin:
men jeg nu farer til Goliat-Bjærg,
at raade med Moderen min."

6.     Og det var unge Svennendal,
han svøber sig udi Skind:
saa farer han til Goliat-Bjærg,
at raade med Moderen sin.

7.     Og det var unge Svennendal,
saa hastelig banker han paa:
saa Mure og Sten og Bjælker og Grav
de ryste maatte saa.

8.     "Hvem er det, som her banker paa,
gjør mig den store Umag?
ak, maa jeg ikke i Freden ligge
udi min egen Grav?

9.     Hvem er det, som her banker paa,
og gjør mig den store Meen ?
ak, maa jeg ikke i Freden ligge
under den brede Sten?"

10.     "Og det er unge Svennendal,
yngste Sønnen din:
som faren er til Goliat-Bjærg,
at raade med Moder sin.

11.     Deri Jomfru hun haver det lovet,
hun har det lovet saa:
at jeg skal ikke Roen nyde,
ej heller Søvnen faa."

12.     "Og har den Jomfru lovet,
og har hun lovet saa:
saa skal jeg give dig tre Raad,
og de skal være dig god.

13.     Saa giver jeg dig en Gangere graa,
og den skal være dig tro:
han kan saa vel paa Vandet gaa,
som paa den sorte Jord.

14.     Saa giver jeg dig et Sværd af Guld,
at hænge ved din Side:
og hvor du farer i Verden hen,
skal du i Freden ride.

15.     Saa giver jeg dig en Nøgel,
den kaldes Adelring:
og hvilken Laas du sætter den for,
der skal du slippe ind.

16.     Saa vil ieg give dig en Dug,
den kaldes Ageruld:
og hvilken Mad du ønsker dig,
skal staa for dig paa Bord."

17.     Og det var unge Svennendal,
fandt paa en liden gren Sti:
da mødte ham en Hyrdemand,
som drev saa meget Kvæg.

18.     "Og hør du Hyrde, gode Mand,
hvad jeg vil sige dig:
og hvem tilhører det meget
Kvæg, som du her driver forbi?"

19.     Det var da den gamle Mand,
han svarede hannem saa:
"Det er Jomfruens paa Høvensland,
som ingen Ridder kan faa."

  Ungen Svendal   249
20.     "Og hør du, gode Hyrdemand,
hvad jeg vil sige dig:
og veed du noget af Jomfruens List,
du dølge den ikke for mig."

21.     "Ja, vel veed jeg af Jomfruens List,
den siger jeg ikke dig:
faar Jomfru det at vide paa Høvensland,
saa haardelig straffer hun mig."

22.     "Og veed du noget af Jomfruens List,
du dølge den ikke for mig:
og bliver jeg Konge i dette Land,
en Greve gjør jeg dig."

23.     "Løverne ere de otte,
og Bjørnene ere de ni:
og uden nogen en Bjærghest har,
han kan dem ej ride forbi."

24.     "Ja, kan en Bjærghest hjælpe,
den kan jeg da vel faa:
for vist er det en Bjærgehest,
som jeg her rider paa."

25.     "Og Portene ere af Marmorsten,
og Laasene af haarden Staal:
og aldrig kan nogen komme der ind,
uden han en Bjærgnøgel har."

26.     "Ja, kan en Bjærgnøgel hjælpe,
den kan jeg da vel faa:
for vist er det en Bjærgenøgel,
som hænger ved mit Laar."

27.     Og det var unge Svennendal,
han op ad Gaarden red:
de Lever og Bjørne faldt hannem til Fod,
den Lind sig bøjede ned.

28.     Og det var Jomfruen paa Høvensland,
hun ud af Vinduet saae:
"Hvor er den skjønne Ridder fra,
her holder i vor Gaard?"

29.     Og det var Jomfruen paa Høvensland,
hun taler til en Smaadreng:
"Hvor er den skjønne Ridder fra?
hvor er han kommen her?"

30.     Og det var unge Svennendal,
han svared hannem saa:
"Vil Jomfru det vide paa Høvensland,
hun for mig selv maa staa."

31.     Og det var Jomfruen paa Høvensland,
hun stander for ham selv:
"Hvor er den skjønne Ridder fra?
hvor er han kommen her?"

32.     "Og jeg er kommen fra Dannemark,
og jeg er kommen hid:
at se til Jomfruen paa Høvensland,
hvordan hun slider sin Tid."

33.     "Og er du kommen fra Dannemark,
og er du kommen her:
hvordan lever unge Svennendal,
som jeg haver saa kjær?"

34.     Og er det unge Svennendal,
som Hjærtet haver saa kjær:
saa er det unge Svennendal,
her holder eder saa nær."

35.     Og der blev Silke der udbredt,
ja, Silke overalt:
og det var unge Svennendal,
han ned i Guldet faldt.

36.     Og de holdt Bryllup i Dagene fem
med Glæde og Lyst saa stor:
og det var da den gamle Mand,
han sad der øverst til Bords.
  Du taler det Ord vel!

250 Ungen Svendal  

A. V. l, L. i. Sueidaall, Registeret: Suenn- dall (som i Opskr. C; jfr, B).

-   V. 4, L.3. løst, Hdskr.: lest.

-   V. 5, i. 4. hoffmend, Hdskr.: hoffmand.

-   V. 11, L.3. wiee (ɔ: Veje), Hdskr.: wieee.

-   V. 12. B faar her Rim, ved i L. 4 at læse enng (el. lannd) f. iord; men da dette Bytte ikke i Realiteten er nogen For bedring , og da endvidere sallttenn fiord, som A har i samme Vers, synes ældre end B's vilden haff, saa antager jeg B's Rim for at være vilkaarlig bragt tilveje, og A's Mangel paa Rim for ogsaa at have været tilstede i B's Grundskrift. Det gamle Rim turde snarest ligge i fiord ~ iord.

-   V. 20. Atter her skaffer B enslags Rim, ved f. till i L. 2 at læse først; men til dette Rim nærer jeg den samme Mistro, som til det i V. 12. B har nemlig her den vistnok yngre og vilkaarlig indbragte Læsemaade af L. 3-4 :

Huadt da heder denn unnger-suenndt?
hanndt er y hierthett trøst.

Da nu A's Læsemaade her synes den ældre, og navnlig B's trøst her er aldeles upassende (hvad saa end A's thørst, som vel alt ikke er blevet forstaaet i B's Grundskrift, egl. er for et Ord), saa tør vi ikke heller antage B's først for andet end en Afskrivers egen Gætning.

-   V. 28, L. 2. faldt, maaske: fulde.

-   V. 29, L.2. der axler, Hdskr.: der axler der axiler.


B, er ifølge min Opfattelse egenlig samme Opskrift som A, det er: A, B a og B b (om B c skal siden tales) er E tre Afskrifter, stammende fra en fælles, efter mundtlig Tradition opskreven, Text af denne Vise. Ba og Bb staa dog i et nærmere Forhold indbyrdes: maaske som umiddelbare, ial fald som middelbare Afskrifter efter en fælles Forskrift, i hvilken adskillige For andringer af den oprindelige Opskrift vilkaarlig ere indbragte. A derimod synes at gjengive denne antagne fælles Grund­text nogenledes uforandret, ialfald ligesaa

uforandret, som den Text har været, hvor-fra B er udgaaet; saa at B's Afvigelser fra A ifølge denne Betragtning kun blive at betragte som ligesaa mange vilkaarlige Ændringer. Dette fremgaar formentlig af f ølgende:

De hele Vers, som B, men ikke A, har, ere V. 7, 17b, 24, 27 og 37b. Det første og det sidste af disse Vers ere dog hentede enten umiddelbart fra Traditionen eller fra en anden ægte Opskrift, thi de gjenfindes som C, 6 og 31; D, 5; men de tre andre Bære Præg af at være nyere (til V. 27 er Motivet taget af A, 28). Da vigtigste, af de andre Afvigelser ville findes ved at sammenligne A, 4 med B, 4; A, 8 m. B, 9; A, 13 m. B, 14; A, 14 m. B, 15; A, 16 m. 8, 17; A, 25 m. B, 28 (hvor Løve saa gram bliver til Lind saa grøn; baade Løven og Linden nævnes vel ogsaa i A i det flgde; men her maa Løven være det rette, da Talen jo er om trods den at gaa dristelig frem); A, 28 m. B, 30; A, 31 m. B, 33-34; A, 32-33 m. B, 35; A, 36-37 m. B, 38-39 (hvor B har tilsat Lokalisationen Danmark); A, 38 m. B, 40. I alle disse Tilfælde finde vi i A den ældre, Læsemaade, hvoraf B's kan være fremgaaet ved vilkaarlig Forandring; medens det omvendte ikke kan tænkes. Endvidere er A's Hyrde og Ridder vistnok ældre end B s gamle Mand og Greve (tilsidst slaas Manden dog til Ridder og gjøres ikke til Greve i B; hvilket ydermere taler for, at Ridder er det ogsaa for B til Grund liggende, Greve det til-satte, men ikke gjennemførte Udtryk). B fattes endvidere det væsenlige V. 40 i A og egenlig ogsaa dens V. 23; idet B i dette sidstes Plads indsætter sit til A's V. 26 svarende V. 25. (A har her atter kjendelig Ret, naar den lader Svejdal bede Hyrden om Underretning, før han faar den, og siden, efter at have faaet den, love ham Ridderslaget derfor; medens han i B slet ikke beder om Underretnin­gen, men strax lover Manden at gjøre ham til Greve.) I alle disse Tilfælde, ligesom ogsaa i Henseende til B's Rim i

  Ungen Svendal   251

V. 13 og 21 (hvorom her ovenfor i Noterne til A, 12 og 20), Jinder jeg da i A Opskriftens ægte Text {saa ægte, som vi have den.), i B frie Variationer over det samme Thema.

Da imidlertid B alt forekommer i et Hdskr. omtrent samtidigt Med det, hvori A findes, og B desuden er Kilden til Syvs Text, saa har jey fundet det rigtigst, ej at ville paatvinge Læseren min Mening om denne Texts Natur, men hellere at lade ham selv dømme og derfor optaget den her som en egen fra A forskjellig Opskrift.

Forholdet mellem B a og B b er ikke som mellem Forskrift og Afskrift; de ere hver for sig udgaaede fra den forandrede Text B. Versetallene følges ad i de 17 første Vers; B b's V. 18 er det i Texten indsatte V. 17b; B b, 19-38 svare til B a, 18-37; B b's V. 39 er det i Texten indsatte V. 37b; og B b, 40-45 svare da til B a. 38-43. Alle B's Ordforandringer ere anmærkede i Noterne.

B c (ɔ: Syvs Text) er med lidt Omskrivning grundet paa en Af ski: af B, maaske selve vor Ba. Den aftrykkes her nedenunder.


B. V. 1, L. 1. Sueydall, B overalt: Sueidall. L.4. hunn, B: hinnder.

-   V. 2, L.3. fer, B: førend. L.4. y hier­tett hanndt, B: hannd i hiertted.

-   V. 3, i. 1. thør, B: thørst.

-   V. 4, L. 3. faar, B: fanger,

-   V. 5, L. 3. gaar, B: gannger (ligesaa i n. V.).

-   V. 6, L. 1. mennd, B: hoffmend. L. 4.

altt, fattes i B.

-   V. 8, L. 3. reffner, B: reffned.

-   V. 9, L. 1. dett, B: den.

-   V. 10, L. 3. villde...guodt, B: will... goede.

-   V. 12, L.2. qualle, B: moll. L. 3. dy... veye, B: den ... wei.

-   V 13, L.4. enng, B: lannd.

-   V. 14, L. 3. ynnsker, B: ønsker dig. L.4.

deg, fattes i B.

-   V. 15, L. 1. Dørins-huorne, B: Dørnis­hornn. L.4. hanndt, B: hun.

B. V. 16, L.3. B: i-huor du dragger igiemmel skoffue.

V. 17, L.2. guode, B: guod. L.3. thenn grønne, B: wilden (Skrivf.) L. 4. floede, B: floed.

-   V. 18, i. 1. silcke, B: forgylden. L, 2. høyt, B: saa høgdt. L.4. er, B: ware.

-   V. 19, L.4. lanndt, B: dett lannd. V. 20, L. 3. dett dennom, B: denem. V. 21, L.4. trøst, saal. ogsaa B ("thrøst"). V. 22, L. 2. gangis sadenn, B: ganger sag-denri (ligesaa i V. 34). V. 23, L.4. mett eyenn, fattes i B. V. 24, L. 1. hender, B: hun. V. 25, L. 2. sanndenn ... mig, B: sandin­gen... for mig. L. 4. saa, fattes i B. V. 27, L. 3. er, fattes i B.

-   V. 28, L. 3. er, B: est.

-   V. 29, L.4. lediige, B: lidige.

-   V. 30, L. 1. falmer, B begge Gange: fal-

medt. L.4. fieldt, B: felde.

-   V. 31, L. 2. axler, B: agxled. L.4. inndt, B: och innd.

-   V. 32, L. 1. konngenn, B: konge. L. 2. altt, fattes i B (ligesaa i n. V., L. "4). V. 35, L. 2. kiorthellenn, B: kiortell.

-   V. 36, L. 2. giøle, B: gyldene. L. 3. høff- uenn lofft, B: høiloft (B ellers overalt heie- lofft /. A's høffuelofftt). L. 4. skue, B: skoue.

-   V. 40, L. 3. dy ... bo, B: hun ... giørre.

L.4. B: di leffuedt thil-sammen med giede

och rou.

-   V. 41, L. 1. y dage, B: och brøllup. L. 2.

och vell y, B: wel udi. L. 3. thaa, fattes

i B. L. 4. y, B: udi.

-   V. 42, L. 3. rider, B: en ridder.

-   V. 43, L. 2. for-vondenn, B; A: "forvon-". L.4. paa, B: aldt paa.




B c (ɔ: Syv, Nr. 24):
Ekteskab er beskæret.

Conjugia sunt fatalia.

1.     Det var ungen Svegder,
Hand skulde bolden lege:
Bolden drev i jomfruens skiød
Og gjorde kinderne blege.
    Du taler dine ord vel.

252 Ungen Svendal  
2.     Bolden drev i jomfruens bur,
Og steden [sic] eftergik:
før hand ud af buret kom,
Stor sorg i hiertet hand fik.

3.     "Du tørst ikke kaste med bold,
Og kast den ikke efter mig:
Der sider en jomfru i fremmede land,
Hun lider fast efter dig.

4.     Du skalt aldrig søvnen sove
Og aldrig roen fange:
Før du faar løst dend skiønne jomfru,
Som ligger for dig i tvange."

5.     Det var ungen Svegder,
Hand sveber sit hoved i skind:
Saa gaar hand i højeloft
For sine hovmænd ind.

6.     "Her sidder i, alde mine gode mænd,
I drikke møed af skaale:
Mens jeg gaar i bierget ind,
Alt med de døde at tale.

7.     Her sidder i, alde mine gode hovmænd,
I drikke møed og viin:
Mens jeg ganger i bierget ind
Og taler med moder min."

8.     Det var ungen Svegder,
Hand tager til at kalde:
Der revned muur og marmorsteen,
Og bierget tager til at falde.

9.     "Hvo er det, mig vekker
Eller bruger slige ord:
Men jeg maa ikke med freden ligge
Her under dend sorte jord?"

10.     "Det er ungen Svegder,
Og kiere sønnen din:
Hand vilde saa gierne have godt raad
Af kiere moder sin. Ieg haver fanged stivmoder,

11.    
Hun er mig saa haard:
Og hun haver kast mig Runerne paa
For dend, jeg aldrig saae."

12.     "Ieg skal give dig folen god,
Hand skal bære dig frem:
Saa vel kand hand løbe paa haf,
Som paa den grønne eng.

13.     Ieg skal give dig dugen,
Hand er af Ageruld:
Ald den mad, du ynsker,
Den skal dig staa paa bord.

14.     Ieg skal give dig dyvre-horen,
De ere belagde med guld:
Ald den drik, du ynsker dig,
Den skal staa for dig fuld.

15.     Ieg skal give dig sværdet,
Er hærdet i drageblod:
I hvor du drager igennem skoven,
Da Huser det som en boel.

16.     Ieg skal give dig Snekken,
Hun skal være dig goed:
Hun løber saa vel paa grønnen jord,
Som paa hin vilden floed."

17.     Die vunde op deris silke segel
højt i forgylden raa:
Saa seglede de til samme land,
Som dend jomfru var paa.

18.     Saa kaste de deris anker
Paa dend hvide sand:
Det var ungen Svegder,
Hand trin der først paa land.

19.     19. Det var ungen Svegder,
Hand styret sin Snekke for land:
Det første, der dennem møtte,
Det var en gammel Mand.

20.     Det da var dend gammel mand,
Hand loed spørge først:
"Hvad da heder dend unge svend?
Hånd er i hiertet trøst."

21.     21. "Svenden heder ungen Svegder,
Saa vide ganger sagn der af:
Hand er lagt i lang attraa
For dend, hand aldrig saae."

22.     "Her er en jomfru paa det land,
Hun ligger i langen attraa:
For en svend, heder Svegder,
Hun hannem aldrig saa."

23.     "Lenges hun efter en unger svend,
Hun haver hannem aldrig seet:
Heder hand ungen Svegder,
Da er hand nu kommen hid."

24.     "Hør du det, du gammel mand,
Er det, som du siger mig:
Bliver jeg Konge paa dette land,
Til Greve saa giør jeg dig."

25.     "Mit udi dend grønne lund
Der stander min jomfrues gaard:
Huset er af graa marmorsteen,
Og gaarden er lagd med staal.

  Ungen Svendal   253
26.     Huset er af graa marmorsteen,
Og gaarden er lagd med staal:
Porten er af det rede guld,
Tolv bierne stander der for.

27.     Mit udi min jomfrues gaard
Der stander en lind saa gren:
Est du den rette Svegder,
Du gak saa dristelig frem."

28.     Bort reed ungen Svegder
Og ind ad porten hand saae:
Alle de laase, der hengde,
De ginge ledige fra.

29.     Der falmer løv, der falmer lind
Og gresset under linde-roed:
De lever og de bierne
De fulde dend Herre til foed.

30.     Der hand kom i dend borge-gaard,
Der axler hand sit skind:
Saa ganger hand i hejeloft
For hedenske Kongen ind.

31.     "Her sidder i, hedenske Konge,
Alt over eders brede bord:
Vil i mig eders dotter give?
I vider mig ansvar god!"

32.     "Ieg haver ikke dotter,
Og dotter foruden en:
Hun ligger lagt i lang attraa
Aldt for en unger svend.

33.     Hun ligger lagt i langen attraa
For dend, hun aldrig saae:
Svenden heder Svegder,
Saa vide ganger sagn der fra."

34.     Ind da kom dend liden smaadreng,
Var klæd i kiortelen hvid:
"Lenges eder nu efter Svegder,
Da er hand kommen hid."

35.     Ind da kom dend skiønne jomfru,
Var klæd i silke hvid:
"Vær velkommen, ungen Svegder,
Hierte allerkieriste min!"

36.     "Vil i lade eder døbe
Og tage ved christelig tro
Og følge mig til Danmark,
Hos ungen Svegder at boe?"

37.     Gierne vil jeg lade mig døbe
Tage ved dend christelige tro
Og følge eder saa til Danmark,
Hos eder, ungen Svegder, at boe."

38.     Om leverdagen loed hun sig døbe,
Tog ved dend christelige tro:
Om Sendagen loed de deris brøllup boe,
De levede tilsammen med roe.

39.     De drukke brøllup i dage,
Og vel i dage nj:
Alt da sad dend gamle mand
Og sørged i alle di.

40.     Tak have ungen Svegder,
Saa vel holt hand sin ord:
Hand giorde hannem til Ridder
Og sette hannem øverst til bord.

41.     Nu haver unge Svegder
Forvunden ald sin ned:
Hand blev Konge paa det land,
Og hun Dronning efter faderens død.
    Du taler dine ord vel.




C. Omkvæd fattes ganske i b.

-   V. l, L.4. suenden, b; a: Suendal. (Lige­saa i n. V.)

-   V. 2, L.4. stoer sorrig i, b; a: hand sorg udi. (Jfr. D, 2.)

-   V. 4, L. 2. roen, b; a: romen. L. 4. i, b; fattes i a.

-   V. 6, L. 1. Her, b; fattes i a.

-   V. 7, L.4. neder, b; a: "vnder".

-   V. 9, L. 1. er, b; a: var. L.4. kiere m. sin, b; a: kier m. min.

-   V. 10, L. 3. dog, b; fattes i a. L.4. graffue, b; a: graff.

-   V. 12, L.3. for ieg fich, b; a: førend du haffuer. L.4. haffde, b; a: haffuer.

-   V. 13, L.1-2. den hest som, b; a: en hest hand.

-   V. 15-16 staa i omvendt Følge i a.

-   V. 16, L.4. de, b ("di"); a: den.

-   V. 17, L.2. mørche, b; a: grene. L.3. till, b; a: paa.

-   V. 18, L. 3. her, b; a: den. (Ligesaa i n. V.)

-   V. 22, L. 3. b: saa tog hand till samme hus.

-   V. 24, L. 4. ned for hans, b; a ogsaa her: den herre till.

-   V. 26, L.2. blade, a: blad; b: blaade.

-   V. 27, L.4. pine, b; a: qvide. (Jfr. V. 31.)

-   V. 30, L.3. da, b; fattes i a.

254 Ungen Svendal  

C. V. 31, L.4. baade haffuer, a: haffuer baade; b: baade har.

D. V. 6, L. 2. falde, Hdskr.: felde. - V. 7, i. .4. iord, Hdskr.: iod.

V. 15, L. 3. for, Læsemaaden uvis. V. 16, L. 4. min, staar to Gange i Hdskr. V. 21, L. 2. atraa, Hdskr.: aatra (ligesaa i V. 24). i. 4. hun, Hdskr..- ieg. V. 28, L. 1. kongen, Hdskr.: kon saa.

E. OmkvæD. For: Du taler det Ord vel! synges ogsaa: Hold det Ord vel! V. l, L.3. For Bur synge andre: SkjøD. V. 2, L. 3. Høvensland. Dette Navn er

vel det samme, som gjenfindes i Nr. 11, E: Højenlands Berner Rise, og i Nr. 38: Agnete hun ganger paa Hejelands [el. Høve-lands] Bro; det kan ogsaa sammenlignes med Høffdingse i Nr. 31, C, og synes at være enslags (Eventyrlig eller mythisk Stedbetegnelse.

V. 15, L. 2. Adelring. Det gamle Sværds-navn, der som saadant forekommer i Opskrr. CD, synes her at være sammenblandet med Alrunen, der jo er en saadan "Troldnøgel" V. 35, L.4. Denne, Linie maa være helt forvansket, men da jeg ikke kan se det tilgrundliggende 'rette, saa beholdes Læsemaaden.

(⇒)

| TOC |